Invitation til pilotprojekt: Innovationsnetværk for økologiske grøntsager


Hvordan kan tættere samarbejde mellem kokke og landbrug give flere og bedre økologiske råvarer målrettet restauranter og forbrugere?

Det er et spørgsmål, vi skal undersøge i et pilotprojekt med udgangspunkt i et netværk på tværs af værdikæden — bestående af kokke, landmænd, frøavlere og madiværksættere. Vi arbejder ud fra en tese om at et øget udvalg af højkvalitetsgrøntsager målrettet restauranter og professionelle køkkener samt bedre kommunikation om sorter kan stimulere efterspørgslen på grøntsager helt ud til forbrugeren. Partnerne bag projektet er MAD, Økologisk Landsforening, NordGen og Madland.

Projektets inspiration
Hvad er den ultimative squash til at langtidsgrille? Hvilke beder er perfekte til blanchering? Hvilke egenskaber skal en radise have for at være helt rigtig til fermentering?

Projektet er inspireret af flere innovative samarbejder mellem restauranter og landbruget fra hele verden, men især projektet Row 7, som blev startet i New York af kokken Dan Barber. Hans mission var at skabe bedre råvarer skarpt målrettet restauranters behov i tæt samarbejde med frøavlere, landmænd og forbrugere. Projektet er i dag en succes, og frø sælges online til forbrugere og landbrug og produkterne kan findes i supermarkeder over hele USA.

Danmark er et andet marked, men med Danmarks førerposition indenfor gastronomi kunne et lignende projekt lade sig gøre her? Det er det vi vil undersøge her — og derfor vil vi gerne invitere dig til at blive en del af netværket.

Pilotprojektets formål
På 5 netværksmøder vil vi undersøge, hvordan vi kan styrke innovationen inden for produktion af grøntsager gennem tværgående samarbejder. Så kort sagt; kan frøavlere og landmænd — i dialog og med idéer fra kokke — inde og udvikle et større udvalg og en højere kvalitet i udbyttet af grøntsager? Som netværksdeltager er du med til at debattere hvilke muligheder og barrierer der findes på tværs af værdikæden, set fra dit ståsted.

Efter projektafslutning vil vi på baggrund af netværkets samtaler formulere en projektansøgning til et større innovationsprojekt, der planlægges indsendt til Plantefonden.

Netværksmøder:

 — København: 18. august kl. 16–17.30
Inspirationssamtale med entreprenør Søren Eilersen (Aarstiderne) og kok Thorsten Schmidt (Restaurant Barr) med netværksdebat. Efterfølgende byder vi på et glas og en snack, Toldbodgade 12, Baghuset 3&4 sal.

 — Brande: 3. september kl. 15–16.30
Inspirationsoplæg og netværksdebat

 — Sjælland: 20. oktober
Save the date!

 — Jylland: 27. oktober
Save the date!

 — København: 5. december kl. 16.00 – 17.30
Inspirationsmøde og opsamling (fysisk og online)

Sådan deltager du:
Det er gratis at deltage, og der er ikke krav om at være med i alle aktiviteterne.
Det vigtigste er, at du har lyst til at dele din viden og blive klogere sammen med andre — og at du er nysgerrig på, hvordan vi i fællesskab kan udvikle bedre økologiske grøntsager for både producenter og brugere.

Hvis du har en kollega du gerne vil have med, er du meget velkommen til at videresende invitationen, vi vil bare gerne vide hvor mange i kommer.
Som deltager får du mulighed for at bidrage med dine erfaringer, få inspiration fra andre aktører i værdikæden og være med til at forme fremtidens arbejde med økologiske grøntsager i Danmark. Vi håber, du har lyst til at være med og bidrage med din viden og erfaring.

I så fald må du meget gerne melde din deltagelse til de to første møder, til projektleder Caroline Eybye på e-mail ce@madfeed.co inden d 13 august.
Hvis du gerne vil deltage, men ikke har mulighed fysisk, så send en mail og vi vil finde en digital løsning. Vi glæder os meget til at høre fra dig/jer.

De bedste hilsner,

MAD, Økologisk Landsforening, NordGen og Madland

MAD er en nonprofitorganisation stiftet af kokken René Redzepi, som arbejder for at inspirere og uddanne folk i restaurantbranchen. Vi har et stærkt netværk blandt kokke og restauratører og arbejder med at bygge bro mellem gastronomi, viden og samfund.

Økologisk Landsforening Danmarks uafhængige økologiske organisation, der arbejder for mere økologi gennem politisk indflydelse, rådgivning og formidling fra jord til bord.

NordGen er Nordens genressourcecenter, som arbejder for at bevare og fremme genetisk mangfoldighed i planter, husdyr og skov. De understøtter bæredygtige fødevaresystemer gennem forskning og samarbejde.

Madland er en madpolitisk platform og fællesskab, der samler aktører til dialog og handling for et mere bæredygtigt og demokratisk fødevaresystem.


Discover more from MAD

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading